PRESSEMEDDELELSE
Herfølge den 17. juli 2011
HG-Trim har højsæson i sommerferien. Vi er på Køge Ås hver tirsdag kl. 19:00
Sommerferien er over os og dermed mange ferieaktiviteter, rejser osv. Hvis man holder forskudt ferie eller hjemmeferie behøver det ikke at være kedeligt af den grund. Herfølge Gymnastikforenings Trim-afdeling (HG-Trim) holder ikke sommerferie, som det kunne være nærliggende at tro. Vi arbejder trofast med konditionen og får sved på panden hver tirsdag til og med den 30. august.
Kl. 19:00 og med udgangspunkt fra P-pladsen ved Salbyvej går og løber vi en times tid. Såvel på gå-holdene som på løbe-holdet er der gode muligheder for at få pulsen op. Vi er 3 næsten lige store hold, et hold med gang-motion, et power-walk-hold og et løbe-hold. Under vejs holdes der et par småpauser med lidt gymnastik og strækøvelser, - og så er der altid plads til et par sprøde vitser og et godt grin.
Nu hvor vi godt og vel er halv-vejs i sæsonen, kan det konstateres, at det stadig går rigtig godt for HG-Trim. Vi holder et stabilt og meget tilfredsstillende niveau med ca. 35 deltagere per gang, dog noget varierende afhængig af ferieplaner og vejrforhold. Hovedaktiviteten er som altid Tirsdags-Trim, men også i år kunne vi stille flot op med 6 hold til DanmarksStafetten i Køge, - og holdene klarede sig godt.
Selvom det er sommer, vejret er lidt blandet og undskyldningerne står i kø lige bag tungen er der ikke nogen grund til at holde sig tilbage. Der er plads til flere deltagere på holdene, og man vil træffe nye og flinke mennesker. Og så er motion godt for helbredet. Man får flere kræfter og bliver i bedre humør. En af de absolut store gevinster er den efterfølgende følelse af velvære, - men det kan ikke beskrives, det skal prøves. Som nævnt bliver HG-Trim ved frem til september, hvor gymnastiksæsonen jo starter, med alle de mange gode tilbud som vil kunne ses på www.herfoelgegymnastikforening.dk.
Men lige nu gælder det HG-Trim, et gratis tilbud for alle aldersgrupper. Alle er velkomne. Vi ses på tirsdag!
Herfølge Gymnastikforening
HG-Trim v/ Jørn L. Christiansen
|